FC Skanderborg, Stjær Boldklub og Voerladegård I.F er blot nogle af de lokale foreninger, som hvert år tjener en skilling på medlemmers frivillige arbejde på festivalen. Aflysningerne har derfor kunne mærkes helt ned i klubkasserne

Af Mathias Thomsen
Ved normale omstændigheder kanaliseres der hvert år omkring 5-6 millioner kroner fra Smukfest til de lokale foreninger. Det sker ved at de stiller frivillige til rådighed, og ved drift af egne boder på pladsen. Grundet Covid19 er festivalen dog de to seneste år blevet aflyst, hvilket har betydet, at en ellers fast indtægt er udeblevet.
Dette har haft flere negative konsekvenser for Voerladegård I.F og Stjær Boldklub, som gennem en årrække har stillet frivillige til rådighed. Ifølge Helle Tholstrup, der er kasserer i førstnævnte forening, er den manglende indtægt fra Smukfest hovedårsagen til at de har haft underskud de to forestående år.
”Pr. aflysning går vi ca. glip af kr. 90.000. Det er mange penge for en lille forening på 300 medlemmer”, siger Helle Tholstrup, og medgiver samtidig, at de er meget afhængige af afholdelsen af Smukfest.
Ingen Smukfest har konsekvenser
Aflysningen af festivalen i Bøgeskoven har bl.a. medført at Voerladegård I.F ikke har haft råd til reparation af klubhuset og indkøb af nye materialer, mens Stjær Boldklub har måtte lægge planen om et nyt motionscenter på hylden. Formanden for Stjær Boldklub, John Laursen, vil dog ikke gå så vidt, og kalde klubben for afhængig af den årlige festival.
”Festivalen er fløden til vores forening. Det er indtægterne herfra, som gør det muligt for os at kunne tilbyde ting, som man ellers ville skulle betale for”, siger John Laursen
Alternative aktiviteter redder regnskabet
Ifølge Thomas Krogh Mathiasen, som er næstformand og ansvarlig for Smukfest aktiviteterne i FC Skanderborg, har det betydet en manglende indtægt på kr. 5-800.000, hvilket har givet en stor usikkerhed i forhold til deres økonomi.
På trods af dette formåede klubben at få overskud, grundet en række alternative aktiviteter.
”Tabet fra Smukfest er blevet hentet hjem gennem bl.a. salg af strømper til lokale, samt en fest for en række sponsorer. Begge har været en god alternativ indtægtskilde”, siger Thomas Krogh Mathiasen, som ligesom de andre foreninger ser frem til udsigterne om, at dette års Smukfest bliver afholdt.