Siden november har det været muligt for arbejdsgivere at kræve gyldigt coronapas. Det har haft konsekvenser i Skanderborg Kommune.
Af Mathias Thomsen
26. november 2021 blev det lovligt for arbejdsgiverne i private- og offentlige virksomheder at kræve gyldigt coronapas fra deres medarbejdere. Hvis en medarbejder modsætter sig kravet, kan det få arbejdsmæssige konsekvenser for den enkelte.
Region Midtjylland anslår, at dette er sket for 5 til 10 medarbejdere i deres region per 18. januar 2022. Konsekvensen har ofte været hjemsendelse uden løn.
Ledelsen i Skanderborg Kommune besluttede ligeledes, at medarbejdere skulle fremvise gyldigt coronapas, og dette har ikke været problemfrit, ifølge kommunaldirektør i Skanderborg Kommune, Lars Clement.
Det var ikke muligt at få et interview, men han skriver i en mail, at der har været ”enkelte situationer” i perioden, som har været problematiske. Han kommer samtidig ikke ind på, hvilke konkrete konsekvenser det har fået for de enkelte medarbejdere.
Kommunaldirektøren lægger dog vægt på, at kravet om coronapas ikke har givet anledning til stor dramatik i organisationen. Han understreger, at der ikke er foretaget nogen fyringer på baggrund af kravet. 90 procent af de ansatte i kommunen var allerede vaccineret, da kravet trådte i kraft.
Skanderborg kommune har besluttet at fjerne kravet fra 31. januar, eftersom Covid19 ikke længere vil blive betragtet som en samfundskritisk sygdom.