Kulturen vågner i Skanderborg: ”Vi ser frem til, at der kommer liv og folk i huset”

Torsdag samles Skanderborgs borgere endelig til kulturelle arrangementer igen, når der er morgensang og irsk koncert i Kulturhuset Skanderborg. De ansatte glæder sig til en normal hverdag.

Foto: Tobias Christensen
Af Tobias Christensen

Torsdag markerer for alvor en mere normal hverdag for Kulturhuset Skanderborg. Dagen starter ud med morgensang kl. 8:00 for alle, som har lyst til at deltage, mens den slutter af med, at det irske band Tradish spiller koncert kl. 20:00. Aktiviteten, som er på vej tilbage i kulturhuset, glæder de ansatte i kulturhuset.

”Vi ser frem til, at der er noget liv og folk i huset. Her bliver hurtigt meget stille,” siger Astrid Vestly, som startede som eventkoordinatorelev i Kulturhuset i maj 2021.

Et samlingspunkt i byen

Kulturhuset er på flere forskellige måder et samlingspunkt for byens borgere.

”Vi vil beskrive os som et samlingssted, hvor der sker noget, og hvor der er aktivitet, liv og bredde. Der er nogen, som kommer for bare at sidde og hygge, mens andre kommer til et møde,” siger Sisse Heide Møller, kommunikationsmedarbejder i kulturhuset.

Kulturhuset har fire ansatte. Dertil kommer der en café, som lejer sig ind restauranten, samt en biograf. Derfor er Kulturhuset meget afhængige af frivillige ildsjæle, som får det hele til at køre rundt.

”Vi har cirka 200 frivillige, hvor af halvdelen er i biografen og den anden halvdel er i forskellige grupper. Så det er primært dem, som er aktive i huset.”

Til bunds i bunkerne

De ansatte i Kulturhuset har ikke været hjemsendt. Perioden har været plaget af, at de skulle tilpasse sig restriktioner og skiftevis lukke ned og åbne op igen.

”Der har været nok at se til. Der har været ting, som skulle laves om og ændres. Derudover har der været fokus på at lukke ned og åbne op igen,” siger Sisse Heide Møller.

Der har dog også været tid til at ordne noget af det, som der ellers ikke er tid til.

”Der har været perioder, hvor der har været stille, og vi kigget på noget af det, som lå i bunkerne.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *