Efter 2 års nedlukning forventer Sølund Festival igen at sprede glæde i Skanderborg, når landets Handibands går på scenen med store danske kunstnernavne ved sin side.

Af Freja Hesthaven
Den verdensomspændende pandemi har ført mange konsekvenser med sig. For gæsterne på Sølund Festival har corona også været en hæmsko. Årets højdepunkt for mange af landets udviklingshæmmede har nemlig været aflyst de sidste to år.
Sølund festival, som er en årlig festival for udviklingshæmmede, har ikke kunnet afholdes som normalt de sidste to år. I 2019 kom 10.000 gæster om dagen i de tre dage festivallen kørte på, mens der sidste år ikke kunne inviteres mere end 1000 deltagere grundet restriktioner.
”Jeg er flere gange blevet ringet op af triste festivalgæster som ikke forstår, hvordan vi dog kan finde på at aflyse årets største fest,” siger festivalleder Lasse Mortensen.
Det har gjort ondt på Sølunds målgruppe, for som udviklingshæmmet kan det være svært at forstå, hvad en global pandemi er, og hvorfor det har de konsekvenser, som det har.
”Festivallen betyder rigtig meget for dem. Her får de lov til at være majoriteten,” fortæller Lasse Mortensen.
Den spæde start
Året var 1986 da Sølund Festival første gang åbnede pladsen op for de danske udviklingshæmmede. Her stod Bamses Venner på plakaten side om side med ”handibands” som Sølundbanden og Farfars knæ.
Et handiband er festivalens egen betegnelse for et band bestående af udviklingshæmmede. Nogle af dem består delvist af handicappede og musiske medhjælpere, mens andre styrer hele bandet selv.
”Musikken giver dem en helt speciel mulighed for at vise, hvad de kan,” siger Lasse Mortensen.

Sølund Festivallen blev hurtigt en succes, og har efterhånden haft alle dansktop-stjerner på plakaten. I dag kommer der også udviklingshæmmede fra blandt andet Sverige, Norge og Holland og besøger pladsen.
Det er et stort håb for Lasse Mortensen, at festivalpladsen igen kan få lov at åbne op for sine glade gæster i sommeren 2022.