Byrådet i Skanderborg skal i morgen beslutte, om de vil anvende biobrændsel i skolebusser. Der er delte meninger om prisen, og om det er den rette vej i den grønne omstilling

Af Kristian Hillerup Jørgensen
Byrådet i Skanderborg kommune skal i morgen beslutte, om de vil investere i biodiesel til skolebusserne. Peter Kjær (Ø) er gået til valg på mere grøn omstilling, men han mener ikke, at biobrændsel i busserne er vejen frem.
”Sagen er, at det giver en lav CO2 besparelse for skillingen,” Siger Peter Kjær, som er i byrådet i Skanderborg.
Karina Kirk (D) er enig med Peter Kjær i, at pengene kunne bruges bedre.
”Jeg synes lidt det er at fise en million om året af, på noget der i virkeligheden kommer til at gøre nærmest ingenting,” siger Karina Kirk, som er byrådsmedlem i Skanderborg
Omstillingen til biobrændsel er udregnet til at mindske CO2-udledning af skolebusserne med 85% og vil koste ca. 1 mio. kr. om året. Hvor meget CO2, der egentlig udledes ved brug af biobrændsel, er dog svær at regne ud, mener Jakob Zinck Thellufsen, som er lektor ved Aalborg universitet og beskæftiger sig med energiplanlægning.
”Der kan være en hel masse ting, som gør, at det ikke bliver så bæredygtigt, når man køber biobrændsel. I regnskabet tæller det for nul CO2-udledning, men i virkeligheden kan der sagtens være nogen CO2-emissioner, som kan være lige så høje, eller endda højere end hvis man kører på fossilt brændstof,” forklarer Jakob Zinck Thellufsen.
Thomas Cordtz (C) er opmærksom på, at det er en stor investering i forhold til CO2-besparelser, men han mener stadig, at det er et skridt i den rigtige retning.
”Der er ingenting, der kommer af ingenting. Hvis vi vil den grønne omstilling, er vi nødt til at investere i det. Selvom det her ikke er en prisbillig løsning, er det den eneste, der er der lige nu og her,” siger Thomas Cordtz, som sidder i Byrådet i Skanderborg.
Peter Kjær ser hellere, at pengene bliver brugt på elbusser og ladestandere til elbiler. Jakob Zinck Thellufsen er enig i, at el er en bedre langsigtet investering.
”På lang sigt skal vi gerne undgå at bruge brændsel, også biobrændsel. Så kan vi bruge el, er det en langt bedre måde at gøre det på,” siger Jakob Zinck Thellufsen.
Klimarådet har udviklet en rapport til at vurdere om CO2-besparelser er dyre. Ifølge rapporten er udgifter på over 2.000 kr. pr. ton CO2 sparet dyrt. Omlægning til biobrændsel i skolebusserne vil koste ca. 3.000 kr. pr. ton CO2 sparet.